Loungen2022-07-05T21:24:04+00:00

Arrangementer, Mad og ophold

Kristian von Hornsleth

”Kunst er kunst, når det ikke er kunst”
Dansk billedkunstner født 1963. Student fra Herlufsholm Skole. Geologistudier på Københavns Universitet. Afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole 1994.

Hornsleths kunst betegnes af Århus Universitet som såkaldt artisvism, en blanding af art og activism. Selv beskriver han det som ’politisk konceptkunst’ med afsæt i en lang række medier ligefra ekspressivt maleri, pop art, skulpturer, medieværker, arkitektur, foto, film og bøger. Et gennemgående tema i Hornsleths arbejde er en slags kritisk dialog mellem kunstneren og samfundet og ikke mindst en undersøgelse af paradokser, tabuer og hykleri i den politiske samtid.

Hornsleth blev kendt i den brede offentlighed da han i 2006 lancerede sit Hornsleth Uganda Village Project. Projektet gik ud på at få 100 ugandiske landsbyboere til at tage kunstnerens efternavn i bytte for landbrugsdyr. Ifølge Hornsleth betegnes projektet som et landskabsbillede af den moderne verden. På en tragikomisk måde parodierer projektet vestens komplicerede forhold til den tredje verden til stor forargelse i medierne.

I 2008 gjorde Hornsleth sig bemærket med projektet Hornsleth Arms Investment Corporation, som består af en serie af hundrede malerier, der samtidigt er hundrede juridisk ægte anparter i et dansk registreret våbeninvesteringsselskab af samme navn. Projektet søger at spejle hykleriet i menneskets forhold til våben, magt og fred, og afkastet fra selskabets investeringer skal investeres i enten protesefabrikker eller humanitære projekter.

I 2013 afsluttede Hornsleth et projekt ved navn Deep Storage Project, der blandt andet afsøger menneskets forhold til tanken om det evige liv. Dokumentarfilmen Hornsleth på dybt vand, som havde TV-premiere på DR2 i 2014, følger kunstneren over fire år fra projektets start til det endelige kunstværk: To ens udformede 12 meter store stjerneformede stålskulpturer, den ene nedsænket 11.000 meter i Marianergraven i Stillehavet med DNA-prøver fra 4000 personer, og den anden opstillet i Vejle som vidnesbyrd for projektet.

Hornsleths arbejde består således af forskellige tilgange. Malerier og skulpturer. Større flerårige konceptprojekter. Medier og undervisning. Flittig fordragsholder i ind- og udland. Hyppig gæst i kunst- og debatprogrammer i radio og TV. Offentlige og private udsmykningsopgaver. Bestillingsværker og rådgivning i forhold kreativ branding proces. Virksomheds-events med coaching og teambuilding.

I 2019 afholdte Randers Kunstmuseum Hornsleths udstilling Super Crash, en retrospektiv udstilling med fokus på det seneste megaprojekt Buy A Homeless, hvor Hornsleth samarbejder med 100 hjemløse i London, hvor han boede i en årrække. Hornsleth forsøger at ’privatisere’ de hjemløse og sælge dem som levende kunstværker, som en parodi på den omsiggribende i privatisering og deregulering af samfundsøkonomierne, som i sidste ende desværre har medført store klasseforskelle og hundrede tusindevis af hjemløse i London.

Tekst fra kataloget fra Hornsleth-udstillingen ’Supercrash’
Randers Kunstmuseum 2019
Af Lise Jeppesen, museumsdirektør

Der er ingen dansk kunstner, jeg personligt finder mere provokerende end Kristian von Hornsleth. Jeg var derfor indledningsvist skeptisk, da Hornsleth kontaktede mig i januar 2016 for at indlede dialogen om en udstilling. Jeg forbandt hans navn med det kontroversielle Uganda-projekt fra 2006 og med en masse pop-inspirerede malerier med blottede silikonebryster og rabiate udsagn om vold, seksuelle overgreb, magt og politik. Fra mit udsynspunkt som professionel kunstelsker, kvinde, veluddannet og vel også velmenende kulturradikal fremstod hans projekt som noget nær et personligt angreb. Men henvendelsen blev alligevel ikke glemt.

Hen over sommeren 2018 søsatte Hornsleths sit Hjemløse-projekt, og det blev det store emne i de britiske medier. Det blev udsat for kritik af hjælpeorganisationerne, men kom samtidig til at sætte nyt fokus på det stigende antal hjemløse, der må sove på gaden, mens lejligheder, der er solgt for millioner af pund, står tomme. Jeg fik skærpet opmærksomheden for, hvordan Hornsleth med sine manipulationer faktisk formår at blotlægge nogle ømme punkter: at synliggøre grundlæggende absurditeter i samfundet i dag.

Der er ingen tvivl om, at Hornsleth overtræder næsten ethvert tabu inden for kunstens verden, og en lang række af hans værker er stødende – ofte ligefrem frastødende! Men sagen er, at Hornsleths projekt i høj grad er møntet på at vække denne modvilje eller modstand. Som koncept- og performancekunstner har Hornsleth gjort provokationen til en kunst, og han navigerer med stor succes og bevidsthed i medierne og offentligheden. Nu bliver Hornsleth for første gang præsenteret på et dansk kunstmuseum. Vi ser frem til at dele udstillingen SUPER CRASH med Jer alle.

Go to Top